Stig Tøfting kæmpefavorit i boksedebut
Randers FC's assistenttræner, Stig Tøfting, har gode chancer for at vinde sin første kamp i bokseringen, mener bookmakere.
Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Stig Tøfting er storfavorit, når han lørdag d. 21. februar debuterer i bokseringen ved et stort anlagt stævne i KB-Hallen i København.
Modstanderen bliver show-wrestleren Sidney Lee, der er kendt fra en række danske TV-programmer.
Bookmakeren Bet24 er ude med odds på kampen, og Stig Tøfting er kæmpefavorit. Tøfting giver blot pengene 1,50 gange igen, mens Sidney Lee giver odds 2,40.
- Vi vurderer at det bliver en walkover for Tøffe. Dels har han grundet sit job og baggrund en ganske habil grund-kondi, og dels ved vi jo hvad han står for rent fysisk. Sidney Lee er også et ubeskrevet blad i boksesammenhæng, men har dog en vis erfaring i at optræde i bar overkrop - bl.a. som show-wrestler og Se&Hør mand. Vi vurderer dog ikke, at det rækker imod Tøffe, som jo er kendt for en uovertruffen vindermentalitet, siger Morten Havskov Olsen, oddssætter hos Bet24, i en pressemeddelelse.
Bookmakerfirmaets kilder fortæller, at Stig Tøfting, der i dag er assistenttræner i fodboldklubben Randers FC, klør på og nærmer sig kanonform.
- Boksetræningen hos Brian Mathiasen i Århus bør give ham den tekniske ballast der trods alt skal til, siger Morten Havskov Olsen.