Stig Tøfting forfremmes i Randers
Hos SAS Ligaens førerhold Randers FC overtager den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting eneansvaret som assistenttræner .
Hos SAS Ligaens førerhold Randers FC overtager den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting eneansvaret som assistenttræner for holdet og cheftræner Colin Todd.
Peter Elstrup er med øjeblikkelig virkning fratrådt som assistenttræner for Colin Todd i Randers FC for at overtage en stilling som talenttræner i klubben. I stedet hopper den 38-årige Stig Tøfting et skridt op i hierarkiet og overtager øjeblikkelig virkning Elstrups forpligtelser, og bliver den eneste assistenttræner for SAS Liga-holdet. Det skriver Randers Amtsavis tirsdag.
- Jeg fik et godt tilbud. Det var Randers FC's forslag, og jeg har sagt ja tak. Stig Tøfting har jo taget mere og mere over og har et godt samarbejde med Todd, så jeg kunne lige så godt stoppe med det samme og forberede mig på det nye job. Nu kan jeg så også i stedet bruge tiden på familien og følge vore bedste juniorer og ynglinge tæt og eventuelt lave eksempelvis ekstratræning og styrketræning for dem, lyder det fra Peter Elstrup.
I Randers FC afviser sportschef Kim Ziegler, at der er tale om en degradering af Peter Elstrup.
- Overhovedet ikke. Det her er sket helt efter Peters eget ønske. Talentudvikling er hans styrkeområde, siger Ziegler til avisen.
Ifølge avisen har det på det seneste været tydeligt for enhver, at Stig Tøfting har været særdeles aktiv og medlevende som assistent for Colin Todd, og det både på træningsbanen og på sidelinjen til ligakampene - senest i søndagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland.
/ritzau/