Stiftens ejer fyrer 1.000 ansatte

Mediekoncernen Mecom, der blandt andet ejer Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis, vil fyre 1.000 medarbejdere.

Omkring 1.000 medarbejdere i mediekoncern Mecom skal fyres, hvis budgetplanerne for de næste tre år skal nås. Det viser en rapport, som Mecoms tillidsfolk har lavet, skriver den norske avis Dagens Næringsliv.

Mecom købte i oktober det norske medieselskab Orkla Media og dermed også det Berlingske Officin i Danmark. Med indgåelsen af aftalen blev Mecom også ejer af Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.

Selskabet har allerede fyret 65 journalister og grafikere i Polen. De tillidsvalgte i Mecom Europe har analyseret budgetplanerne for de kommende tre år og samtidig taget højde for renter og afdrag i milliardklassen.

- Vi er kommet frem til et overslag på 1000 ansatte, hvis regnestykket skal gå op. Vi regner med, at både Norge, Danmark, Polen og Holland vil blive ramt, siger en kilde til Dagens Næringsliv.

Fyringerne i Polen blev offentliggjort i forrige uge. Det skete blot få dage, efter at Mecoms chef, David Montgomery, havde meddelt, at han ikke havde planer om at give hverken journalister eller trykkeriansatte sparket.

- Dette viser bare, at Montgomerys ord ikke er meget værd, siger koncerntillidsmand Kjetil Haanes til Dagens Næringsliv. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14875">Stiften nu på britiske hænder (26/7-06)</A><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14635">Stiftstidende får ny ejer (29/6-06)</A></STRONG>