Stiften lukker weekend-avis
Århus Stiftstidende dropper husstandsomdelt weekendavis. I stedet satses der på samarbejde med gratisavisen Urban.
Århus Stiftstidende trækker den husstandsomdelte gratisavis Århus Weekend ud af markedet.
Ugeavisen er blevet omdelt til samtlige århusianske husstande siden sidste efterår, men fredag i sidste uge dumpede den for sidste gang ind ad byens brevsprækker.
Chefredaktør Peter Vestergaard siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at lukningen af Århus Weekend skyldes, at Århus Stiftstidende i stedet ønsker at satse på et redaktionelt og annoncemæssigt samarbejde med gratisavisen Urban.
1. april rykker Urbans Århus-redaktion indenfor i Århus Stiftstidendes bladhus på Banegårdspladsen i Århus. Det er meningen, at Urban løbende skal levere stof til Århus Stiftstidende, mens artikler fra den østjyske avis omvendt også vil være at finde i Urban.