Stiften bag ny weekendavis

Århus Stiftstidende sender en ny gratis husstandsomdelt avis på gaden.

En ny husstandsomdelt weekendavis, Århus Weekend, er ét af Århus Stiftstidendes svar på avisbranchens nye udfordringer. Der er tale om en knopskydning af selskabets eksisterende ugevis, Århus Onsdag

Det første nummer af Århus Weekend vil komme ind ad brevsprækken i 170.000 århusianske hjem i september, skriver Århus Stiftstidende.

- En ekstra ugentlig udgave af Århus Onsdag har været med i vores strategiplan siden foråret. Vi realiserer projektet nu, hvor to nye gratisaviser har bebudet deres indmarch på markedet, siger Århus Stiftstidendes adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, Per Westergård.

Det redaktionelle koncept for Århus Weekend ligger fast. Indholdet retter sig helt og holdent mod alt det, der sker i Århus-området lørdag og søndag. Det bliver en avis, som læserne kan bruge til at holde sig orienteret og lade sig inspirere af. Den bliver fyldt med anbefalinger af, hvad der er at opleve - og en komplet oversigt over weekendens begivenheder.

Århus Onsdag, der lige har fået en grafisk ansigtsløftning, ændrer ikke på sit redaktionelle indhold. Der tilføres ekstra skrivekraft til weekendudgaven, som bliver omdelt hver fredag. Den nye husstandsomdelte weekendavis er kun en del af avisens strategi.

Dagbladet Århus Stiftstidende gennemgår en relancering 24. august, både i udtryk og indhold. Og der satses i den kommende tid kraftigt på udvikling af avisens online-formidling. Også et engagement i regional radio og tv indgår i avisens strategiplan. /ritzau/