Stephen vil være dansker - frygter for fremtiden efter Brexit
Stephen Willacy og 17.000 andre herboende britiske statsborgere er havnet i en usikker situation
Stephen Willacy fra Aarhus er englænder, men har boet det meste af sit liv i Danmark.
Selv har han været helt tilfreds med at bo i landet uden at være dansker, men det har ændret sig på rekordfart. Efter at briterne stemte sig ud af EU - også kaldt Brexit - har han fået travlt med at ansøge om at blive dansk statsborger.
Stephen Willacy frygter for konsekvenserne, hvis han bliver boende i landet uden at være dansker.
Han er bange for, at livet bliver mere besværligt, og at han mister en række rettigheder, efter at de britiske vælgere i juni stemte sig ud af EU.
Læs også
- Den dag, det skete, var jeg lidt i chok. Og så begynder man at tænke: Hvad sker der med mig? Jeg kan ikke blive boende på de samme betingelser som i dag, siger Stephen Willacy til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Kan det have indflydelse på ens pension. Og hvad med sygesikringen? Hvad sker der, hvis man bliver syg?
I de kommende måneder skal politikerne i det britiske parlament forhandle sig vej ud af EU.
Stephen Willacy og de omkring 17.000 herboende britiske statsborgere er i en usikker situation. For lige nu er der ingen, der nøjagtig kan sige, hvilke rettigheder de mister, når England forlader EU.
Stephen Willacy arbejder som stadsarkitekt i Aarhus Kommune. Han er født englænder, men har boet i Danmark i 33 år. Han er dansk gift og har fire børn.
Selv om Stephen Willacy mest af alt betragter sig selv som europæer, vælger han nu for familiens skyld at blive dansker
- Jeg ser mig hverken som det ene eller det andet. Men jeg har boet i Danmark i flere år, end jeg har boet i England.
I videoen øverst i artiklen kan du møde Stephen Willacy og høre mere om hans bekymringer på grund af Brexit.