Stephan P.: Hvis man ikke er god nok, banker en anden på
Den 31-årige kantspiller er faldet godt til på Søholt, selvom spilletiden indtil videre har været mindre end han havde håbet
I sommerpausen skiftede Stephan Petersen til Silkeborg efter fem-og-en-halv sæson i AGF. Nu har han haft en måndeds tid til at vænne sig til livet i den røde trøje, og omstillingsperioden er gået godt for den stærke venstrekant.
- Det har været problemfrit. Det er klart, at det er noget andet til træning og til kamp. Der er nogen, jeg skal lære bedre at kende, både som mennesker men også på banen. Men ellers har det været nemt at falde til, fortæller Stephan Petersen.
Læs også
Han var i startopstillingen i sæsonens to første kampe, der begge endte med nederlag. Herefter måtte han se hele kampen mod sine tidligere holdkammerater fra AGF fra bænken, og han er også startet ude i de sidste to kampe.
I alt er det blot blevet til 170 minutters fodbold ud af 450 mulige, og den forhenværende FC Nordsjælland-spiller synes da også, at spilleminutterne har været for få.
- Jo, det kan man jo godt sige. Jeg ville jo selvfølgelig gerne have spillet mere, men der er jo konkurrence om pladserne, og det er der jo i alle klubber. Og hvis man ikke gør det godt nok, så står der en og banker på, siger han og fortsætter.
- Jeg er godt klar over, at de to første kampe ikke var de bedste, men der er jo ikke andet at gøre end at fortsætte med at arbejde hårdt og gribe chancen, når jeg får den igen.
Overhalet indenom af Okkels
I de sidste to kampe er Jeppe Okkels startet inde på bekostning af Stephan Petersen, ligesom et andet nyindkøb, Marc Rochester Sørensen, endnu ikke har fundet vej til start-11'eren på grund af det unge talent.
Og manager Peter Sørensen er tilfreds med de mange muligheder han har offensivt.
- I de kampe, hvor Stephan og Marc (Rochester Sørensen, red.) er startet ude, og hvor Jeppe (Okkels, red.) er startet inde, der har Jeppe gjort det godt.
- Men de er jo begge to kommet fra bænken og scoret, både Marc og Stephan, og det er det, der optager mig. Det optager mig, at vi kan starte godt, og at vi kan skifte ind, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige, som kampen skrider frem, lyder det fra manager Peter Sørensen.
Silkeborg IF skal fredag aften til BioNutria Park, hvor Randers FC er modstanderen. Den kamp fløjtes i gang klokken 20:15.