Stenkast mod brandbil i Gellerupparken
Ukendte gerningsmænd kastede sten mod brandvæsenet, efter at der var sat ild til en affaldscontainer i Gellerupparken.
17. mar 2008, kl. 08:25
Mere end 30 dage gammel
En brandbil fra Århus Brandvæsen blev søndag aften ved halv ni-tiden mødt med stenkast i Gellerupparken i det vestlige Århus.
Brandvæsenet var rykket ud for at slukke en formentlig påsat brand i en affaldscontainer på Dortesvej. Da brandfolkene forlod stedet, blev der kastet en sten mod en siderude, som gik itu.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med angrebet, oplyser politiet.
Det er ikke lykkedes at finde frem til den eller de personer, der kastede sten mod brandbilen.