Stena Line: Vi håber at kunne sejle igen i nat

Færge fra Grenaa til Varberg blev søndag morgen ramt af en pram

01:17

Foto: Local Eyes

1 af 2

Et sammenstød mellem en færge og en arbejdsplatform har i dag ført til aflysning af færgefarten mellem Grenaa og Varberg.

Færgen Stena Nautica skulle have sejlet klokken 14.20 søndag eftermiddag, men den afgang blev aflyst, fordi færgen tidligt i morges blev ramt af en pram med en kran ombord.

Status søndag aften er ifølge Stena Lines kommunikationschef Jesper Waltersson, at der formodentlig ikke er sket skade på færgen.

Rederiet forventer derfor, at Stena Nautica kan sejle planmæssigt mod Sverige i nat:

- Målet er, at vi skal sejle i nat, siger Jesper Waltersson tv2oj.dk.

Planen var oprindeligt, at prammen skulle bugseres væk fra færgen i løbet af eftermiddagen, men først omkring klokken 18.45 søndag aften blev den trukket væk.

Ikke sket skade

Hvorfor kan Jesper Waltersson ikke forklare med andet end, at "det tager tid, når mange myndigheder skal arbejde sammen".

Blandt andet Østjyllands Politi, Brand og Redning Djursland og Beredskabsstyrelsen har dagen igennem været til stede på havnen i Grenaa.

Kommunikationschef Jesper Waltersson fra Stena Line afviser, at der er gået hul på færgens skrog.

Er der sket skader på færgen?

- Det virker ikke som om, der er sket større skader. Der er nogle mærker i skroget, som vi skal kigge nærmere på, siger han og uddyber:

- Tidligere på dagen bestilte kaptajnen nogle pumper i tilfælde af læk, men det er blot en sikkerhedsrutine.

Prammen, som ramte Stena Nautica, er ejet af firmaet A2Sea, som ikke ønsker at kommentere omstændighederne omkring sammenstøddet.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da prammen stadig lå ved siden af færgen Stena Nautica.

Færge aflyst på grund af pram-sammenstød