Statsstøtte til Aros presser Århus

Når Kulturministeriet fra 2007 forøger den årlige støtte til Aros med 1,5 mio. kroner forudsættes det, at Århus Kommune gør det samme.

Kulturminister Brian Mikkelsen besluttede i går at sætte den årlige støtte til Kunstmuseet Aros op med 1,5 millioner kroner fra 2007. - Museet har vist, at det har høje ambitioner, og at det har potentialet til at indfri dem. Derfor er jeg glad for, at staten nu er med til at sikre, at museets driftssituation forbedres, så vi også uden for hovedstaden kan se frem til kunstformidling i høj klasse - siger Brian Mikkelsen.

Hos kulturrådmand Flemming Knudsen blev nyheden om penge dog modtaget med blandede følelser. Kulturministeriet forudsætter nemlig, at det lokale tilskud til Aros ligeledes bliver sat i vejret.

- Vi står overfor en historisk stor sparerunde i Århus, og nu har Kulturministeriet lagt yderligere pres på kommunens økonomi. Siger Flemming Knudsen til metroXpress. Han fortsætter. - Under alle omstændigheder bør pengene findes i hele kommunens kasse, for skal jeg finde så mange penge i kulturbudgettet, så går det ikke.

Fra 1. januar 2007 overtager staten det amtslige bidrag til Aros på 4,9 mio. kr., således at det samlede statslige bidrag til museet fra årsskiftet stiger til 14,4 mio. kr.