Statsminister på besøg: Psykiatriens Hus skal være forbillede

Psykiatriens Hus skal være inspiration for de 21 nye sundhedsfællesskaber, derfor var Lars Løkke Rasmussen (V) på besøg i Silkeborg.

02:02

VIDEO: Statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var torsdag på besøg hos Psykiatriens Hus i Silkeborg for at søge inspiration til de 21 nye sundhedsfællesskaber.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var torsdag ude for at se på Psykiatriens Hus i Silkeborg, som skal være inspiration til 21 nye sundhedsfællesskaber.

Psykiatriens Hus er et fælles hus mellem behandlingspsykiatrien i Region Midtjylland og socialpsykiatrien i kommunen.

Det er et meget flot eksempel på et samarbejde mellem det regionale psykiatriske sundhedstilbud og socialpsykiatrien ud i kommunerne.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister

- Det er et meget flot eksempel på et samarbejde mellem det regionale psykiatriske sundhedstilbud og socialpsykiatrien ud i kommunerne, siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

Et forbillede for andre 

En af dem, der til dagligt bruger Psykiatriens Hus, er Lene Stahl Nielsen. Efter en depression sidste sommer har hun været i behandling.

- Der er de både i kommunalt og regionalt regi, som arbejder vanvittigt godt sammen. Hvis mine primære behandlere i akutdøgn ikke lige er der, så kan jeg også spørge de kommunale, for de kender mit navn og ved, hvem jeg er, siger patient i Silkeborg Lene Stahl Nielsen.

Læs også App hjælper mod hjertestop: Tusindvis er klar til at redde dit liv

I Regeringens beskrivelse af samarbejdet mellem kommunen og Region Midtjylland i Psykiatriens Hus i Silkeborg, kalder de det for: Et forbillede for alle andre. De flotte ord står i regeringens udspil til en kommende sundhedsform.

- Skulle man gå hen og lave de her fællesskaber, vil det her helt klart være en fordel, siger hun. 

Sundhedsreformen lægger op til, at der skal være 21 sundhedsfællesskaber rundt om i landet, hvor både regioner og kommuner skal samarbejde om psykiatrien.

Hos psykiatrien kan man godt se det positive i at hente inspiration hos Psykiatriens Hus i Silkeborg, men de mener, at der vil gå mange år, før det er muligt. 

- Det er bestemt positivt, at man begynder at finde de steder, hvor man kan binde systemerne sammen og lave sammenhæng. Men problemet er, at vi er så langt bagud ressourcemæssigt i psykiatrien, at der vil gå mange år, før man har sådan et sted andre steder i regionen, siger landsformand for Bedre Psykiatri Knud Aarup. 

Lene Stahl Nielsen bruger Psykiatriens Hus i Silkeborg til daglig. 

På vej i Aarhus 

I Region Midtjylland har man allerede åbnet et lignende tilbud i Nordvestjylland, og i Aarhus er endnu et på vej.

- Jeg føler egentlig, at vi er godt på vej med at gøre det, som statsministeren ønsker. Om der så er brug for at lave strukturen om, det kan jeg ikke rigtig se behovet for, siger formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Isøe Klærke (SF). 

Selvom Lene Stahl Nielsen i det store hele er tilfreds, så mener hun langt fra, at alle problemerne indenfor psykiatrien er løst.

Jeg synes helt klart, at vi har brug for nogle flere akutpladser. 

Lene Stahl Nielsen, patient, Silkeborg

- Jeg synes helt klart, at vi har brug for nogle flere akutpladser. Jeg har prøvet en gang, hvor jeg havde det rigtigt skidt, og hvor der ikke var plads heroppe, fordi de seks kommunale og de seks regionale pladser var optaget, siger Lene Stahl Nielsen.

03:00

VIDEO: Landsformanden for Bedre Psykiatri mener, at statsministeren får det til at lyde som om, at han interesserer sig for psykiatrien. Uden at han har gjort det. 

Luk video

Læs også Psykiske syge stuves sammen på spritnyt men overfyldt hospital

Statsministeren mener, at det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

- Det ville være et bidrag til at løse problemet, men ved siden af det, vil der i de kommende år være brug for fortsat at investere i vores sundhedsvæsen, siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Men Knud Aarup mener ikke, at statsministeren tidligere har interesseret sig for psykiatrien. Det, synes han, er et problem. 

- Min bekymring er i virkeligheden, at statsministeren kommer til at lyde som om, at han interesserer sig for psykiatrien. Uden at han i virkeligheden har gjort det. Han har ikke afsat de midler, der er nødvendige, siger han og fortsætter:  

- Han har ikke engang afsat de midler, der er nødvendige for at dække det hul - i forhold til hvor mange patienter, der er kommet til i forhold til siden 2014, siger landsformand for Bedre Psykiatri Knud Aarup. 

Læs også Ny kanon kan behandle kræftpatienter mere skånsomt