Statskundskaberne vandt
Tog det prestigefyldte trofæ fra medicinerne
Omkring 20.000 studerende indtog i dag Aarhus Universitetspark for at overvære den traditionsrige kapsejlads.
Medicinstudiet har vundet hovedparten af dysterne, men i år var det statskundskaberne, der løb med det prestigefyldte trofæ - Det Gyldne Bækken.
Dysten går ud på at krydse søen i universitetsparken i en oppustelig kajak, bunde en øl, dreje 10 gange om flasken og derefter komme tilbage over søen og give stafetten videre til næste deltager. Fire hold kæmper ad gangen.
Allerede fra tidlig morgen omkring klokken 06.15 var flere hundrede mødt op i parken for at få en god plads til dysten, som igen i år blev styret af radioværterne fra Monte Carlo på P3 - Esben Bjerre og Peter Falktoft.
Kapsejladsen kunne i år fejre sit 15-års jubilæum.
Se video fra Kapsejladsen over artiklen.
Øl-stafetten blev i år krydret med en ny disciplin - nøgenløb: se et tv-indslag fra løbet her.