Statsfængslet Østjylland skal spare 12-13 stillinger
Statsfængslet skal spare, hvad der svarer til 12-13 fængselsbetjente - også selv om volden bliver stadig alvorligere indenfor murene.
Regeringen og Dansk Folkeparti har pålagt Kriminalforsorgen at spare i alt 60 millioner kroner. Det oplyser TV Syd.
Spareplanerne - fem millioner kroner årligt - er netop blevet udmøntet i Statsfængslet Østjylland - og her er de ansatte alvorligt bekymrede for deres sikkerhed i kølvandet på nedskæringerne.
Fængselsbetjente i fangeområdet på Statsfængslet Østjylland har altid levet med en vis risiko for at blive overfaldet, men risikoen er vokset markant den senere tid. Sidste år var der 18 tilfælde af vold og trusler mod en ansat.
Alene i årets tre første kvartaler er det tal vokset til 38 - bl.a. blev en betjent forsøgt kvalt for et par måneder siden. Volden stammer hovedsagelig indsatte fra østeuropæiske bander.
Derfor er der ikke brug for færre, men tværtimod flere fængselsbetjente, siger afdelingsformanden i Dansk Fængselsforbund, Connie Thonsgaard til TV SYD.
Men i et spareoplæg, som medarbejderne blev orienteret om i går, lægger ledelsen op til at spare 12-13 stillinger væk, selvom det vil øge utrygheden.
Fængselsinspektør Jørgen Bang siger, at besparelserne er tilrettelagt, så de i mindst muligt omfang berører sikkerheden i fængslet.
Kilde: TV Syd
Statsfængslet Østjylland ligger ved Silkeborgvej nordvest for Horsens:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=statsf%C3%A6ngslet+%C3%B8stjylland&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.196227,28.498535&ie=UTF8&t=h&hq=Statsf%C3%A6ngslet+%C3%98stjylland&hnear=Statsf%C3%A6ngslet+%C3%98stjylland,+8700&ll=55.905225,9.708138&spn=0.006928,0.021973&z=15" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort