Stark får ny direktør
Byggekæden ansætter tidligere Flügger-chef
Byggemarkedskæden Stark kan tirsdag præsentere sin nye direktør.
Og valget er faldet på Søren P. Olesen, som tidligere har stået i spidsen for blandt andet Flügger.
- Med Søren P. Olesen har vi fundet den perfekte mand til jobbet. En stærk profil, som har arbejdet med hele spektret fra salg til logistik, produktion og systemer. Han har en bred international erfaring og kender branchen fra såvel leverandørsiden som handelssiden, siger Ole Mikael Jensen, der er koncernchef i DT Group, som ejer Stark.
- Det vil være min målsætning at styrke og øge Starks position som markedsleder i Danmark og bidrage til den samlede udvikling af DT Group, som jeg altid har haft stor respekt for. Jeg kender DT Group særdeles godt fra min tid i byggematerialebranchen, siger Søren P. Olesen i en pressemeddelelse.
Stark har 93 byggemarkeder i Danmark og Grønland, og kæden beskæftiger omkring 2.200 personer.
Søren P. Olesen begynder i sit nye arbejde den 1. april.