Står sammen og slukker lyset

Kampagne sætter fokus på klimaet

Rundt omkring i Østjylland vil man i aften kunne opleve mørke bygninger og stearinlys i vinduerne.

Det sker som en del af Verdensnaturfondens kampagne "Earth Hour"/"Sluk Lyset", som skal sætte fokus på verdens klimaforandringer.

Kampagnen er en årligt tilbagevendende happening, hvor borgere, virksomheder og hele byer slukker lyset i en time.

Se: Tjener penge på energi

Flere østjyske kommuner har i år valgt at tilmelde sig kampagnen og opfordrer borgerne til at slukke alt lys mellem klokken 20.30 og 21.30 i aften.

I Aarhus har kommunen valgt at slukke lyset i en række kommunale bygninger for at spare på strømmen og gøre opmærksom på de menneskeskabte klimaproblemer, fortæller Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø:

- Earth Hour er en god anledning til at signalere, at vi i Aarhus Kommune fokuserer på klimaspørgsmål, og at vi har en ambitiøs plan for at gøre Aarhus CO2-neutral i 2030.

Mørke gader og stræder

Også i Skanderborg forsøger kommunen at sætte fokus på, hvordan borgernes adfærd påvirker miljøet. Her håber kommunen, at dagens happening kan medvirke til dialog:

- Jeg håber også at man vil benytte den time til at tage en snak i familien om hvad I kan gøre i jeres hverdag for at give klimaet en hjælpende hånd. Vi sætter rigtig mange initiativer i gang fra kommunens side i forhold til klimaet, men det er kun i fællesskab at vi kan gøre en forskel, siger Claus Leick, der er formand for kommunens Miljø- og planudvalg.

I Randers vil der i aften være mørke gader. Kommunen har valgt at slukke lyset i midtbyen i en time. Ifølge kommunen giver det en besparelse på 360 kilowatt-timer, hvilket sparer til en måneds strømforbrug i gennemsnitligt parcelhus:

- Selv om vi har opnået et rigtigt flot resultat, vil vi igen i år markere, at der er brug for at spare på energien for at hjælpe vores alle sammens miljø og klima. Samtidig vil vi ved at slukke lyset på Earth Hour markere, at det nytter noget, at arbejde målrettet med at nedbringe CO2-udledningen, siger Frank Nørgaard, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers.