Stangstiv biltyv fik let spil: - Det kunne være endt meget galt
Tre mænd måtte tage tingene i egen hånd, da stærkt beruset biltyv ville smutte med bil.
Hans promille var tårnhøj, og oddsene for, at han var af påvirket af narko, er gode. Ja, og så er der jo også den detalje, at han ikke har kørekort.
En 27-årig mand fra Hammel var med andre ord ikke egnet til at sidde bag rattet i en bil, da han tirsdag eftermiddag blev stoppet af tre mænd på Kulholmsvej i Randers.
Læs også
Bilen, den 27-årige sad i, tilhører en 38-årig mand fra Randers. Han havde dog gjort det nemt for biltyven at starte sit ulovlige projekt. Manden havde således efterladt sin bil ulåst og med nøglen i tændingen.
Mistænkelig luskemand
Den 38-årige mand havde stillet bilen kort fra et sted, hvor han spise frokost med to venner.
Mændene bemærkede på et tidspunkt en mistænkelig mand, der luskede rundt omkring bilen, og de besluttede sig for at køre derhen i en af vennernes bil for at holde bedre øje med manden.
Læs også
Da de nåede hen til stedet, kom den mistænkelig mand pludseligt kørende ud fra området i den 38-åriges bil.
Bil på tværs
Mændene satte resolut deres bil på tværs af vejen, og biltyven bremsede op. Herefter tilbageholdt de tre mænd den 27-årige biltyv, uden at han gjorde større modstand.
- Det er rigtig godt, at han bliver stoppet, for han var så påvirket, at han ville have været farlig i trafikken. Det kunne være endt meget galt, siger kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Få minutter efter at de tre mænd havde stoppet biltyven, ankom en patrulje til stedet, og en alkometertest på den 27-årige afslørede en tårnhøj promille.
Manden udviste samtidig tegn på at være påvirket af narko - det skal resultatet af en blodprøve nu afsløre.
Politi: Lås din bil
Men er det ikke virkelig dumt at stille sin bil ulåst med nøgle i?
- Jeg ved ikke, om det er virkelig dumt, men vi kan kun opfordre til, at man låser sin bil, når man går fra den. Det gælder også, selvom man er i nærheden. Det er ligesom, at man låser sin cykel, når man ikke bruger den, siger Jakob Christiansen og tilføjer:
- Men det er ulovligt at stjæle bilen, uanset at den er ulåst.
Læs også
Den 27-årige blev sigtet for tyveri af bil. Han blev desuden sigtet for at køre sprit- og narkokørsel og uden førerret.
Under visitationen af den 27-årige fandt betjentene desuden en hobbykniv, som han blev sigtet for at besidde.
Biltyveriet blev anmeldt til politiet omkring klokken 15.20 tirsdag.