Stak sin ekskone med 70 knivstik
36-årig mand fra Randers er tiltalt for at have stukket sin ekskone 70 gange med en kniv
Den 36-årige mand har erkendt vold med døden til følge, men nægter at have dræbt sin 29-årige ekskone.
Det dramatiske knivoverfald fandt sted den 20. september 2009 på Fynsgade i Randers, hvor kvinden boede. Eksmanden mødte op - syg af jalousi og bevæbnet med to knive. Hun forsøgte at stikke af, men manden fik fat i hendes hår og stak hende mindst 70 gange med knivene, så hun senere forblødte, skriver bt.dk.
Parret var separeret efter 14 års parforhold. De havde sammen tre børn, men den 29-årige kvinde havde bedt om skilsmisse og angiveligt fået en kæreste.
- Jeg havde sagt til hende, at lige meget hvad, så skulle vi nok klare det. Men så sagde hun, at hun havde brug for en pause. Det var helt uvirkeligt. Vi har børn og er gift. Hun havde kuldsejlet alt, der hed følelser. Det lød helt forkert. Man kuldsejler ikke et forhold fuldstændigt og så bagefter siger, at man vil have en pause. Så ønsker man jo ikke, at det skal fungere mere. Hun havde nok opgivet, sagde hun så, fortalte manden mandag ved retten ifølge bt.dk.
Han har siddet varetægtsfængslet siden knivstikkeriet.