Stak kniv i ryggen på mand: To sigtes for drabsforsøg
En 21-årig mand og 17-årig kvinde sigtes for at have forsøgt at slå mand ihjel torsdag
To unge, der er sigtet for at forsøge at dræbe en mand, fremstilles fredag eftermiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Der er ifølge Østjyllands Politi tale om en 21-årig mand og en 17-årig kvinde.
Læs også
De sigtes for forsøg på manddrab - subsidiært kvalificeret vold - mod en 27-årig mand.
De to personer er sigtet for torsdag klokken 17.48 at have overfaldet den 27-årige på en adresse på Nørre Allé i Aarhus. Her har de stukket ham med en kniv i ryggen og slået og sparket ham flere gange i hovedet og på kroppen.
Uden for livsfare
Den 27-årige blev kørt til behandling på skadestuen, og han er ifølge politiet uden for livsfare.
Læs også
De tre personer kender hinanden i forvejen, og deltog i en fest sammen på adressen, da de kom op at skændes, hvilket endte med slag, spark og knivstik.
Østjyllands Politi har ikke flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. Politiet beder retten om at lukke dørene ved grundlovsforhøret.