Stak af som Spiderman
Flygtede ned ad husmur fra 3. sal
Den 44-årige narkomistænkte Michael Sander Christensen eftersøges lige nu af Østjyllands Politi.
I dag er det kommet frem, at den 44-årige som en anden Spiderman, forsvandt fra politistationen i Randers i september ved at klatre lodret ned ad en mur.
Forsvindingsnummeret skete tilbage i slutningen af september, og siden har den narko-mistænkte været eftersøgt at politiet. Nu efterlyses manden med billede og navn i håbet om, at borgere kan hjælpe med at finde den forsvundne.
Den 44-årige Michael Sander Christensen var blevet anholdt og sigtet for omfattende handel med kokain, oplyser vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen til Ritzau.
Ned ad husmur fra 3. sal
Men det lykkedes altså den 44-årige på mirakuløs vis at stikke af fra politiet i bedste Spiderman-stil, ved at klatre ned ad en husmur fra 3. sal.
Den 44-årige har tidligere opholdt sig på en ejendom nord for Randers, men kan gemme sig over alt i Danmark og eventuelt i udlandet.
Politiet har nu udsendt en officiel beskrivelse og billede af den narko-mistænkte i håb om offentlighedens hjælp.
Den 44-årige er cirka 195 centimeter høj, har mørkt hår og er muskuløs af bygning.