Stadion gøres klar til speedway
Casa Arena i Horsens gøres klar til Speedway Grand Prix
Den 8. august er der FIM Kjærgaard Speedway Grand Prix i Horsens, og derfor er byens fodboldstadion ved at blive forvandlet til et speedwaystadion.
Arbejdet med at bygge selve banen, som speedwaykørerene skal køre på, gik i gang i denne uge.
- For at gøre plads til speedwaybanen, som er længere end fodboldbanen, har vi flyttet den ene endetribune. Selve banen bygger vi ovenpå græsset, hvor vi bruger filt og sand som beskyttelse, siger projektleder Franka Abrahamsen til tv2oj.dk.
Selve speedwaybanen er den samme, som er blevet brugt i Parken i København. Den er nu blevet sendt til Østjylland, hvor den altså i disse dage er ved at komme på plads i Horsens.
- Bag det mål, hvor vi har flyttet endetribunen, bygger vi en midlertidig tribune med plads til 1.000 ståpladser og 2.500 sidepladser. Derudover skal vi også lave et stort festivalområde, hvor der er fanzone og en masse forskellige aktiviteter, siger Franka Abrahamsen.
Hun fortæller, at der samlet bliver plads til 12.400 tilskuere til det store Speedway Grand Prix den 8. august.
Forvandlingen af stadion betyder også, at AC Horsens' planlagte hjemmekamp mod Lyngby BK den 2. august flyttes til Odder Stadion, fremgår det af AC Horsens hjemmeside.
Efter den 8. august skal stadion igen gøres klar til AC Horsens, som den 16. august tager imod FC Roskilde.
- Der skal ligges nyt græs de steder, hvor speedwaybanen har været. Det er vi nødt til, at græsset ikke får sol i en måned, siger Franka Abrahamsen.
Du kan se flere billeder af forvandlingen i billedhjulet øverst på siden.