Stadig gadeprostitution i Århus

Gadeprostitution hører ikke kun fortiden til. I Århus er der mindst 60 kvinder, der jævnligt trækker på gaden.

Gadeprostitution er ikke kun noget, der hører fortiden til.

Ifølge lederen af værestedet Reden i Århus, Joan Fisker Hougaard, er der i dag cirka 60 til 70 kvinder, der tjener penge til blandt andet narko på gaden.

- De gør det ikke hver dag. Men fem-ti kvinder skaffer dagligt penge til stoffer ved at prostituere sig, siger hun til Århus Stiftstidende.

Ifølge avisen har kvinderne ikke en fast flise på gaden. I stedet cirkulerer deres mobilnumre blandt en kreds af kunder. Over telefonen aftaler de et mødested, hvor manden kan samle den prostituerede op.

Gadeprostitutionen foregår primært i Borggade i udkanten af Latinerkvarteret.