Står under vand: Beboere langs Gudenåen får haver ødelagt

Vandstanden i Gudenåen giver problemer for grundejerne

02:06

Det kan være smukt at bo ved vandet. Men for nogle af beboerne langs Gudenåen har den ellers attraktive beliggenhed forvandlet sig til lidt af et problem.

- Hver morgen når jeg står op og kigger på det her, jeg bliver i dårligt humør af at se det mudderhul, der er hernede, siger grundejer i Ans By Jørn Kærsgaard.

Vandstanden i Gudenåen stiger nemlig på grund af vildtvoksende planter på bunden af åen. Det gør, at beboernes haver bliver oversvømmet. 

Jørn Kærsgaard er en af de grundejere, der oplever problemer med vandstanden i Gudenåen.

En af grundene til oversvømmelserne er en invasiv vandremusling, som giver planterne i åen alt for gode forhold.

- Så må man jo begrænse de følgevirkninger, der er af, at den er kommet hertil, siger Jørn Kærsgaard.

 Det nuværende regulativ gør, at det i øjeblikket kun er muligt at trimme planterne en gang om året, men nu vil flere kommuner gå mere drastisk til værks.

- Der er mange grundejere, som får deres grund spoleret, og der er meget turisme, der bliver ødelagt, fordi der er så meget vand, så der er mange ting, man ikke kan gøre langs med Gudenåen, og det bliver vi nødt til at tage fat om, siger formand for Teknik og Miljø i Silkeborg Kommune, Jan Gorridsen (V). 

Læs også Beskæring omkring Gudenåen ændres efter oversvømmelse

Det er dog ikke alle, der er enig i problematikken. Hos Naturfredningsforeningen i Silkeborg mener de, at det er et vilkår, når man vælger at bo ved vandet.

- Politikerne kalder vandstanden i Gudenåen en ekstrem situation. Det kan vi ikke få øje på. Vi kan ikke se, hvorfor det er et problem, at nogle grundejere har vand på græsplænen. Det er et vilkår, når man vælger at bo ved vandet, siger bestyrelsesformand i Silkebor Naturfredningsforening, Pernille Ingemann.