Sprudlende HIC er klar til pokalfinalen
Horsens IC slog sikkert Svendborg i semifinalen og er stadig ubesejrede i begge turneringer
Søndag aften spillede de forsvarende danmarksmestre og pokalvindere fra Horsens IC sig i mændenes pokalfinale i basketball.
Det skete med en sejr på 79-65 på udebane imod Svendborg.
Marquis Addison blev topscorer med 22 point, mens nyerhvervelsen Nimrod Hilliard bidrog med 19 point.
På lørdag afgøres det, hvem Horsens IC skal møde i pokalfinalen, der spilles til januar, men uanset udfaldet af den anden semifinale, bliver der østjysk modstand til HIC i finalen.
I den anden semifinale mødes Randers Cimbria og Bakken Bears nemlig.
Horsens IC har været aldeles suveræne i denne sæson, hvor de også i ligaen ligger klart nummer et med 13 sejre ud af 13 mulige. Nærmeste efterfølger er Bakken Bears, der har otte sejre og tre nederlag i deres foreløbigt kun 11 kampe.
Bakken Bears var i øvrigt også i aktion mandag aften, hvor Team FOG Næstved blev slået med 84-65 efter en lidt vaklende start på kampen fra 'bjørnene'.
Til sidst viste Bakken dog sin stærke bredde - illustreret ved at syv spillere scorede otte point eller flere i kampen.