Sprøjtet soya fortsat i brug
Arla og Danish Crown vil ikke stoppe brug af kræftmistænkt soya
De østjyske virksomheder Arla og Danish Crown vil ikke umiddelbart droppe milliardimporten af sprøjtet soja fra Argentina.
Det selv om flere videnskabelige rapporter påviser, at børn i det sydamerikanske land får kræft og fødes med misdannelser på grund af den lokale sojaindustris omfattende brug af farlige og i Danmark forbudte sprøjtegifte, skriver Politiken tirsdag.
Det står klart efter et møde i Landbrug & Fødevarer mandag, hvor de store aktører i dansk fødevareindustri diskuterede den kontroversielle import.
Det eneste konkrete, parterne har besluttet, er at indkalde til et møde om problemet i industriens europæiske brancheorganisationer, oplyser mejerigiganten Arla.
- Det er vældig alvorlige anklager, der fremsættes i rapporterne, men løsningerne er komplekse og tager tid. Det må vi have respekt for, siger Sanne Vinther, CSR-rådgiver i Arla.
Beslutningen bliver mødt med vrede blandt NGO'er og politikere.
- Vejen er for længst banet for mere bæredygtige løsninger. Løsningerne er der allerede. Det her er en sovepude, siger Lasse Juul-Olsen, programleder i WWF.
Enhedslistens Per Clausen vil have fødevareminister Mette Gjerskov (S) til at svare på, om hun mener, at den danske sojaimport fra Argentina er acceptabel.
- Det er ikke tilfredsstillende, at man vil holde en række møder på europæisk plan, siger han.
- Det, vi skal have, er en plan for, hvordan vi kan drive landbrug i Danmark uden at påføre mennesker i Argentina og andre steder livstruende sygdomme, tilføjer Per Clausen til Politiken.
Mens dansk fødevareindustri ikke har umiddelbare planer om at skifte til mere bæredygtige former for soja, lagde en samlet hollandsk fødevareindustri i 2009 en plan for, hvordan man senest i 2015 skal have frigjort sig fra den sprøjtede argentinske soja.