Sprøjtegift fra private haver fundet i byens drikkevand

Landmændene bliver ofte revset for brugen af sprøjtegifte, men faktisk har det også konsekvenser for grundvandet, når private husejere bruger ukrudtsspray i haven.

Dét, du sprøjter med i haven, havner også i grundvandet og det giver problemer for drikkevandet, advarer vandværkerne i Aarhus Kommune. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Tidslerne vælter op mellem terassens fliser og mælkebøtterne har familiekomsammen langt husmuren. Mange haveejere kan nok genkende fornemmelsen af, at ukrudtet hele tiden er et skridt foran. 

I sådanne situationer kan det være en nem løsning at finde sprayflasken med round-up eller en anden sprøjtegift frem fra gemmerne og få problemerne til at forsvinde med et enkelt pift med flasken. 

Læs også Foråret er over os - sådan gør du sommerhuset klar

Men den nemme løsning på den korte bane kan give store problemer på den lange bane. 

- Det er en rigtig dårlig idé at tage ukrudtet med sprøjtegift. Vi bor nemlig oven på vores eget drikkevand her i Aarhus Kommune, siger geolog Bo Vægter, der sidder i bestyrelsen for en forening af vandværker i Aarhus Kommune. 

Når vi bruger sprøjtegift i vores haver, kan det ende i grundvandet og forurene grundvandsressourcerne, som er kilden til vores drikkevand.

Bo Vægter, geolog og bestyrelsesmedlem i foreningen af vandværker i Aarhus Kommune

 - Det betyder, at når vi bruger sprøjtegift i vores haver, kan det ende i grundvandet og forurene grundvandsressourcerne, som er kilden til vores drikkevand. Bare 1 gram sprøjtegift kan forurene en families forbrug af drikkevand i 80 år, forklarer han.

Der er fundet rester af sprøjtegift i 40 procent af boringerne i Aarhus Kommune. Arkivfoto.

Kampagne i gang

Vandværkerne kan konstatere, at der er fundet rester efter sprøjtegift i 40 procent af boringerne efter grundvand i Aarhus Kommune. Derfor er vandværkerne nu gået sammen om en kampagne, som de lancerer fredag, der også er FN´s internationale vanddag.  

Læs også Klimaaktivister spærrer trafikken i Aarhus med ulovlig blokade

Kampagnen hedder ”Til kamp for det rene drikkevand – drop sprøjtegift i haven” og skal forsøge at få aarhusianerne til at bruge mindre sprøjtegift i haverne. 

- Vi opfordrer meget til, at aarhusianerne lader være med at sprøjte, siger Bo Vægter. 

- Vandværkerne ser gerne, at private holder sig fra sprøjtegift. Vi er en ret folkerig kommune, og der er boringer i stort set hele kommunen. Derfor ligger mange huse i områder, hvor det regnvand, der falder på deres grund, siver direkte ned i det vand, der bliver omdannet til drikkevand.

Læs også Se kortet: Her er de 130 pesticideramte og lukkede vandboringer

Værst på fliser

Uanset hvor på sin grund man som husejer bruger ukrudtsgift, så er det ikke godt for grundvandet. Men bruger man giften i indkørslen eller på terassen, så er det nærmest endnu værre, lyder det fra geologen. 

Generelt er kunderne blevet rigtig gode til spare på sprøjtemidlerne

Kamilla Høy, gartner, Plantorama Egå

- Det er et problem, og det er særligt stort, når de bliver brugt i indkørsler på fliser og grus. For der er der stor risiko for, at det bare siver direkte ned og bliver til grundvand, når det regner, forklarer Bo Vægter. 

Kort over boringer med pesticidfund over grænseværdien. 

Kunder overvejer alternativer

Plantorama i Egå er en af de butikker, hvor forbrugerne kan købe sprøjtemidler til haven. 

Her er salget af skrappe produkter faldet, og kunderne overvejer, om de overhovedet skal bruge sprøjtemidler eller andre alternativer.  

Læs også Mæslingeudbrud får østjyder til at opsøge lægen

- Generelt er kunderne blevet rigtig gode til spare på sprøjtemidlerne, siger gartner i Plantorama Egå Kamilla Høy. 

- Nogle kunder køber sprøjtemidler, fordi de tror, det er det eneste alternativ, men de glemmer, at man får god motion og frisk luft ved at gå i haven og bekæmpe ukrudt med sine bare næver, siger Kamilla Høy.

01:30

VIDEO: I Plantorama er de skrappe sprøjtemidler låst inde. 

Luk video