Spritkørsel med 200 km i timen
En 32 årig mand blev i nat standset af politiet efter hasarderet spritkørsel på motorvejen ved Hadsten.
Randers Politi gjorde store øjne klokken 01.30 i nat, da de blev overhalet af en bilist på motrovejen ved Hadsten. Manden bag rattet havde nemlig foden så solidt plantet på speederen, at farten blev målt til 201 kilometer i timen. Politiet indhentede den 32 årige, og opdagede, at manden ikke bare var fartglad, men også spirituspåvirket. Han blev kørt ind på politigården til afhøring og blodprøve. På grund af den høje fart mister han sit kørekort ubetinget.
Politiet kørte selv i en civil vogn, og det var ganske heldigt, for hvis de havde kørt i en politibil med blåt blink, ville det ikke være muligt at indhente fartsynderen. Det blå blink laver nemlig så meget vindmodstand, at farten mindskes med omkring 50 kilometer i timen.
Et par timer senere var den gal igen. Ved en almindelig kontrol blev en 24 årig bilist fra Djursland standset i Markedsgade i Randers. Også han blev vurderet spirituspåvirket i så massiv grad, at han blev abholdt og bragt til politigården til en blodprøve. Begge bilister blev senere på natten løsladt.