Spritbilist snuppet med høj promille: Nu er bilen beslaglagt
En 51-årig mand er anholdt og sigtet for spirituskørsel med en promille på over to
En 51-årig mand har fået sin bil beslaglagt og kan nu formentlig se frem til en klækkelig bøde, efter han tirsdag sidst på eftermiddagen blev taget i at køre rundt med en promille på mere end to.
Læs også
I et sving ved Grøndalsvej i Viby i Aarhus kørte han meget hurtigt rundt i et sving og var ved at skride ud. Det bemærkede en patrulje fra Østjyllands Politi, som derfor stoppede bilisten. Manden blev præsenteret for et alkometer, og det blæste han op på mere end to. Nu er han sigtet for spirituskørsel.
Spritkørsel
Kilde: Vejdirektoratet
- Det er en meget høj promille. Det er heldigvis ikke så tit, at vi oplever spritbilister med så høj en promille, men det sker indimellem, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Stor bøde
På grund af den høje promille kan den 51-årige bilist nu formentlig se frem en klækkelig bøde svarende til en netto månedsløn, 20 dages betinget fængsel og en frakendelse af kørekortet i minimum tre år. Derudover er hans bil blevet beslaglagt med henblik på at konfiskere den.
- Desto højere promillen er, desto højere er risikoen for ulykker. En promille på over to er ekstremt højt, siger Pernille Ehlers, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun forklarer, at man påvirkes forskelligt alt efter, hvor ofte og hvor meget man drikker.
Læs også
Ifølge Rådet for Sikker Trafik sker der en lang række ting, som gør os farlige i trafikken, i takt med, at promillen stiger.
- Først og fremmest bliver reaktionsevnen svækket, så man reagerer langsommere, da alkohol er sløvende. Vores syn bliver også dårligere, og man får sværere ved at se, hvad der foregår i periferien. Tunnelsyn, kalder man det, siger Pernille Ehlers og fortsætter:
- Man bliver også mere træt, hvilket medfører, at man bliver mindre opmærksom. Derudover bliver man også dårlig til at vurderer ting, det kan dreje sig om afstande og hastighed, og så overreagerer man også ofte, så ens bevægelser bliver mere voldsomme, så man for eksempel kan komme til at dreje kraftige end nødvendigt.
I gennemsnit påvirkes dine funktioner således:
Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes
0,5 promille
Evnen til på en gang at opfatte situationer og samtidig udføre præcise bevægelser begynder at forringes. Synsvinklen indsnævres
0,8 promille
Nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid
1,0 promille
Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket, begyndende træthedssymptomer og nedsat balance- og bevægelsesevne
1,5 promille
Udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær
Kilde: antk.dk (Regionernes hjemmeside for alkohol, narko og trafikkurserne i Danmark)
Pernille Ehlers opfordrer til, at vi alle skal blive bedre til at tale om spirituskørsel og alkohol generelt.
- Det bedste råd er, at hvis du drikker, så skal du lade bilen stå. Og er du i tvivl, om du har drukket for meget, så har du det nok, og så skal du lade bilen stå. Det er vores alles ansvar, at vi får spritbilister stoppet. De skal hellere stoppes, inden de kommer ud på vejene end af politiet. Så hvis man er vidne til det, så skal man tale med dem, så de kan stoppes. Generelt skal vi blive mindre bange for at tale om det - både alkohol og spritkørsel. Det kan være svært først, men bagefter er alle glade for det, siger Pernille Ehlers.