Spritbilist fik en gang peberspray
Efter at have torpederet en patruljevogn, var en 37-årig bilist så hidsig, at politiet i Århus valgte at bruge deres peberspray.
Da to betjente i går aftes rutinemæssigt ville standse en bil på Edwin Rahrs Vej, tog situationen en noget uventet og ubehagelig drejning.
Bilisten, der skulle vise sig at være en 37-årig mand fra Faaborg-egnen, var helt fra start slet ikke med på den idé, så i stedet for at standse valgte manden at speede op og hamre ind i siden på patruljevognen.
Om det var spiritus eller øl, der gjorde mandens fod så tung på speederen, vides ikke, men han var i hvert fald godt beruset og stadig ikke villig til at samarbejde med politiet.
De var så til gengæld ikke villige til at give op. Politibilen var stadig forholdsvis intakt, og det samme var betjentene, så de satte efter bilisten, der kort efter mistede herredømmet over sin bil og smadrede ind i en lygtepæl.
Det fik ikke den 37-årige til at falde til ro. Han fortsatte sin uheldige opførsel, var truende og generelt så voldsom, at politiet brugte peberspray til at pacificere manden, som efterfølgende naturligvis måtte med en tur på stationen.
Den 37-årige blev løsladt i morges, men er nu sigtet for promillekørsel.
Om der også skal tilføjes en sigtelse for at have bragt betjentenes liv i fare, afgøres senere, oplyser vagthavende ved Østjyllands Politi.