Sprængstof fundet på Aarhus Universitet

Ammunitionsrydderne og Rulle Marie fra Skive Kaserne blev onsdag eftermiddag kaldt til Aarhus Universitet.

En gennemgang af Kemisk Instituts kemikalielister afslørede, at instituttet var i besiddelse af cirka 25 gram knaldkviksølv.

- Opvarmer man knaldkviksølv, så eksploderer det og giver et solidt knald, og da vi ikke har noget at bruge det til mere, så skulle det væk, siger Peter Hald laboratoriemanager ved Kemisk Institut til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er en ældre forhenværende professor ved instituttet der har fremstillet knaldkviksølvet og Peter Hald fortæller, at det sprængfarlige stof er 40 år gammel.

- Det er før i tiden blevet brugt ved festforelæsninger til eksempelvis jul, men man bruger det ikke længere i undervisnings sammenhæng, da det indeholder kviksølv.

Ammunitionsrydderne og Rulle Marie fra Skive Kaserne blev derfor tilkaldt for at skaffe universitetet af med det farlige stof.

- Vi tager ingen chancer med et stof som knaldkviksølv, så vi spærrede bygningen af, så ingen havde mulighed for at komme i nærheden af stoffet. Ingen har derfor været i fare, siger Klaus Møller indsatsleder hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De cirka 25 gram knaldkviksølv blev taget med af ammunitionsrydderne fra Skive Kaserne, som vil sørge for at stoffet bliver sikkert destrueret.