Sportsuddannelse for erhvervsfolk
Randers FC og Erhvervsakademiet i Randers samarbejder om en ny uddannelse.
Unge, der brænder for sport, får nu muligheden for en erhvervsrettet uddannelse i sportens verden.
Randers FC og Erhvervsakademiet i Randers underskrev i dag en samarbejdsaftale. Aftalen indebærer blandt andet, at Randers FC hvert år forpligter sig til at oplære praktikanter i arbejdet bag kulisserne. Modsat kan Randers FC tilbyde en erhversrettet uddannelse til egne talenter.
Claus Møller er i erhvervspraktik hos Randers FC og studerer på det Danske Erhvervsakademi Randers. Han glæder sig over de nye muligheder.
- Min drøm er at være med til at få en klub til at køre via sponsorer, at få solgt klubben i erhvervslivet, siger Claus Møller.
Randers FC forventer ikke massetilstrømning af fodboldtalenter, men dygtige erhvervsfolk med brændende interesse for elitefodbold. Det første hold elever starter til september næste år, og der er plads til maksimalt 30 elever på det første hold.