Sportsklub hærges af svinske unge: - Det er uanstændigt
Bestyrelse i tennisklub råber op, efter at klubben gentagne gange er blevet udsat for hærværk.
De bryder ind i redskabsskuret. De har smadret ruden ind til et omklædningsrum ved at kaste en ølflaske gennem den. De klipper huller i hegnet. De drikker spiritus og ryger joints og rydder ikke op efter sig.
En gruppe unge mennesker skaber lige nu utryghed i tennisklubben i Aarhus-forstaden Skødstrup.
Læs også
Det sker til stor ærgrelse for bestyrelsen, der nu har taget den lokale facebookgruppe "8541 Borger til borger" i brug for at gøre opmærksom på problemet.
- Opslaget er et hjertesuk. Mange af os er pensionister, og vi bruger en del tid på at holde banerne i stand. Vi laver det hele frivilligt, og det er drønærgerligt at komme derhen og opleve, at det hele er ødelagt, og at det sviner, siger webmaster i Skødstrup Tennisklub, Rudi Bjørn, til TV2 ØSTJYLLAND.
Må låse udstyr inde
Det dybt, dybt urimeligt, at de frivillige skal servicere unge mennesker, der sviner og ikke gider op efter sig, lyder det.
- Det giver en masse utryghed, for der er jo ikke nogen, der har lyst til at sende børn og børnebørn hen til en klub, når man ved, at der indtages narkotika, og at man kan finde efterladenskaber af det, siger Rudi Bjørn til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Klubben har som en konsekvens af hærværket været nødt til at låse en masse udstyr inde af frygt for, at det skal blive ødelagt.
Et paradoksalt problem
Tennisklubben håber, at opslaget i den lokale facebookgruppe kan få folk i forstaden til at tage problemet seriøst.
- Vi håber, at forældre og de mest fornuftige unge i gruppen lige snakker lidt sammen og siger: "Det her kan vi ikke være bekendt", siger Rudi Bjørn til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er lidt paradoksalt, at det er unge mennesker, der hærger tennisklubben, for klubben vil rigtig gerne have nye, unge medlemmer, lyder det fra Rudi Bjørn.
Læs også
I stedet for at true med bål og brand har klubbens bestyrelse en anden tilgang til problemet.
"PS: I er meget velkomne til at melde jer ind i klubben og få lært at spille tennis. Så betyder det også, at I kan holde tredje halvleg bagefter i god ro og orden", lyder det i klubbens facebookopslaget.
Glasskår i kvinders omklædningsrum
Hærværket i tennisklubben har stået på siden starten af maj, og bestyrelsen er godt trætte af at møde ind til en klub, der er svinet til eller har været udsat for hærværk.
- De sviner alting til, som vi andre bruger tid på at holde i orden. Det er uanstændigt at kaste en ølflaske gennem ruden til damernes omklædningsrum, så der ligger glasskår over hele gulvet, når kvinderne skal klæde om, siger webmaster Rudi Bjørn til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Tennisklubben har, så vidt Rudi Bjørn ved, endnu ikke anmeldt nogle af de tilfælde af hærværk, som klubben har oplevet, til politiet.
Det har dog været på tale.
- Det har været diskuteret flere gange i bestyrelsen. Vores tilgang er, at vi gerne vil løse det lokalt, og som jeg forstår det, er der en uformel kontakt til politiet, siger kasserer i Skødstrup Tennisklub, Leif Behnke, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er over 100 medlemmer i Skødstrup Tennisklub.