Sportsgren i modvind: Udøverantal halveret på fem år

For fem år siden var der 150 skytter i disciplinen Nordisk Trap-skydning. I dag er det tal halveret

01:59

Ikke mange har hørt om konkurrencen Nordisk Trap-skydning. En konkurrence, hvor det gælder om at skyde 25 lerduer fra forskellige positioner. I disse dage er landsholdsskytten Sigurd Løgkær ved at træne i Langå.

Men han er faktisk en af de få, der stadig dyrker sporten.

Læs også Nanna er skytte: Det handler også om fællesskab

- Bundniveauet er ikke så højt, som det har været, fordi vi ikke er så mange, som vi har været, og det giver da lidt udfordringer. Vi vil gerne have lidt konkurrence og nogle at kæmpe imod, så vi håber også, at vi kan få nogle flere folk igen, siger landsholdsskytte Sigurd Løgkær. 

For bare fem år siden var der cirka 150 udøvere, men nu er det tal halveret. Til danmarksmesterskaberne i Nordisk Trap-skydning deltager kun 24 skytter.

Sigurd Løgkær er landsholdsskytte i disciplinen Nordisk Trap-skydning. Men han er en af de få udøvere af sporten i Danmark

 Sigurd Løgkær er en af de skytter, der er til konkurrence hver weekend, men han betaler hele gildet selv. Der er nemlig ikke mange sponsorpenge i sporten.

- Vi har ikke rigtig nogen sponsorater, fordi det ikke er en tilskuersport. Der kommer ikke så mange tilskuere og ser på det. Derfor er der ikke noget reklame i det for eventuelle sponsorer, siger Sigurd Løgkær. 

Laver en del nye tiltag

Tilskuerne kommer ikke af sig selv. Derfor bliver der også gjort noget for at gøre lerdueskydning mere attraktivt for folk på sidelinjen.

Læs også Skoleidrætsdag med fægtning og skydning

- Vi har lavet en del nye tiltag inden for lerdueskydning generelt, med at man må larme noget mere, og man må klappe, og der er nu også musik under finalerne, siger Sigurd Løgkær.

På søndag afholdes danmarksmesterskaberne i Nordisk Trap-skydning hos Langå Sportsskytteforening, og der er ikke sat høje ambitioner for antallet af tilskuere.

Faktisk er klubmedlemmerne glade, hvis begivenheden bare tiltrækker 10 tilskuere.

08:11

VIDEO: Her kan du se, hvordan det så ud, da TV2 ØSTJYLLAND var på besøg i Skanderborg-Stilling Skytteforening.

Luk video