Sportsdirektør: Min beslutning er endelig
Peter Christiansen fortryder ikke sin opsigelse i Randers FC, efter det mandag er kommet frem, at klubben alligevel ikke bliver solgt
Sportsdirektør Peter Christiansen fortryder ikke sin beslutning om at sige op i Randers FC.
Peter Christiansen sagde forleden op i Randers FC, da han ikke så sig selv i det mulige setup med de nye ejere, lød den officielle forklaring dengang.
Mandag har Randers FC meldt ud, at forhandlingerne med de udenlandske investorer er brudt sammen, og at klubben derfor ikke bliver solgt alligevel.
Ændrer ikke noget
Men den nye udvikling har ikke betydning for Peter Christiansens beslutning om at forlade klubben, når hans tre måneders opsigelse er overstået.
- Det var en endelig beslutning, og det er det stadigvæk, siger Peter Christiansen til tv2oj.dk.
Han uddyber:
- Der var flere ting, som var årsag til min opsigelse. Det var ikke kun min egen rolle i det mulige nye setup med de nye ejere. Det er en kombination af flere ting.
Forhandlinger brudt sammen: Randers FC sælges alligevel ikke
Vi var på vej i den rigtige retning
Han fortæller, at han ikke mente, at et salg af klubben til gruppen af investorer nødvendigvis var den rigtige, da klubben i forvejen var på vej i den rigtige retning.
- Jeg synes, at vi var på vej i den rigtige retning i det rigtige spor. Men det var ikke mindst processen i forbindelse med det mulige salg, der har været uacceptabelt for mig.
- Det er en stor beslutning med et eventuelt salg af klubben, og som sportslig ansvarlig i klubben var det svært ikke at blive involveret mere i planerne, end jeg har været. Det har ikke været tilfredsstillende, siger Peter Christiansen.
Spillerne: Mest ærgerlige over PCs afgang
Peter Christiansen stopper efter planen ved udgangen af februar 2016, hvor hans opsigelse udløber, men det kan også blive før, fortæller han. Han og Svend Lynge Jørgensen, bestyrelsesformand i Randers FC, har drøftet fremtiden.
- Vi har en fælles forståelse af, at så længe jeg ikke har en aftale med en ny arbejdsgiver, bistår jeg Randers FC i de udfordringer, vi står overfor, siger Peter Christiansen blandt andet med henvisning til det kommende transfervindue, der åbner ved årsskiftet.