Sportschef stopper i Århus GF
Håndboldklubben Århus GF skal have ny sportscehf. Claus Blem Jensen stopper, da stillingen bliver ændret.
Når Århus GF den 1. juli træder ud af Århus Elite, betyder det samtidig en ændring i jobindholdet og jobvilkårene for håndboldklubbens sportschef. Derfor har den hidtidige mand på posten, Claus Blem Jensen, valgt at sige op.
- Jeg har været enormt glad for min tid i Århus GF og Århus Elite og ser tilbage på de knap fem år med stolthed og glæde. Der har været mange spændende opgaver at løse og mange gode oplevelser med spillere, kolleger og samarbejdspartnere, men jeg synes, tiden er kommet til, at jeg skal prøve mig selv af på en ny bane, siger Claus Blem Jensen i en pressemeddelelse
Århus GFs direktør Henrik M. Jacobsen modtog opsigelsen lige før nytår.
- Jeg beklager meget, at vi skal sige farvel til Claus. Han har ydet en utrolig flot indsats i udviklingen af vores sportslige set up samt i det fælles arbejde med at udvikle Århus GF til en topmoderne virksomhed. Der forsvinder en meget stor knowhow og kompetence fra vores virksomhed. Jeg er dybt ked af det, men samtidig kan jeg godt forstå hans beslutning, for med den ændrede virkelighed som Århus GF står overfor, vil Claus ikke til fulde kunne få de arbejdsmæssige udfordringer, specielt omkring kommunikation, han efterspørger og bør beskæftige sig med, siger Henrik M. Jacobsen.
Claus Blem Jensen stopper senest med udgangen af april. Han har ikke noget nyt job på hånden.