Spøgelseshuse på landet afskrækker byboere
Bilvrag i forhaven, mure der revner og knæhøjt ukrudt i forhaven afskrækker byboerne fra at købe hus på landet.
Det er ikke altid ren Morten Korch-idyl, der møder byboerne, når de søndag kører tur på landet.
I stedet for stokroser og bindingsværkshuse bliver bilisterne mødt af faldefærdige bygninger og haver, der bruges som lossepladser.
Men nu skal det være slut. Politikerne i Regionsrådet vil jævne spøgelseshusene med jorden, så de ikke afskrækker folk fra at flytte på landet.
Problemet er bare, at det er svært at få husene revet ned eller moderniseret. Ofte bliver de opkøbt af spekulanter, der lejer dem ud til fattige bistandsklienter. Her bor de så under kummerlige forhold, fortæller regionsrådsmedlem Kaj Møldrup Christensen (S).
- Jeg vil gerne have, at regering og folketing vågner op og løser det her problem ved at lave en statslig fond med mange milliarder kroner, som skal bruges til at opkøbe de forfaldne huse i landbyerne, siger han til P4 Østjylland.