Spis som de syge

Regionshospital medvirker i ny kogebog

De spiser godt på Regionshospitalet i Randers.

Tidligere i denne måned modtog sygehusets patientkøkken som det første hospitalskøkken i Danmark Fødevarestyrelsens økologiske spisemærke i sølv.

Snart er det dog ikke kun forbeholdt patienterne og de ansatte at sætte tænderne i sygehusets økologiske retter.

Økologisk Landsforening udgiver nu en bog med opskrifter, der blandt andet er hentet fra patientkøkkenet i Randers.

- Det er ikke en klassisk kogebog, men nærmere en drejebog, hvor man kan hente inspiration til at ændre processerne i køkkenet og få mere økologi ind i måltiderne. Vi hører ofte fra disse typer offentlige køkkener, at det er umuligt at lave økologisk mad indenfor de eksisterende budgetter. Derfor deler vi nu ud af erfaringerne, siger projektleder i Økologisk Landsforening Rikke Thorøe Grønning i en pressemeddelelse.

 

Se: Økologisk topscorer

Det nye kogebog hedder"Sund Fornuft - økologi til ældre / økologi til patienter". Den bliver lanceret i næste måned.

Foruden Regionshospitalet Randers deltager også Plejecentret Sølund i København i bogen.

- Jeg mener, at vi som offentlig institution har en forpligtigelse til at gå foran og vise, at det godt kan lade sig gøre at have en stor produktion og samtidig tage hensyn til dyrevelfærd og bæredygtighed, siger cheføkonoma på Regionshospitalet Randers Mona Carøe Jensen.

- Desuden er det alfa og omega i vores holdning til sund og velsmagende mad, at vi kan tilberede den af gode, friske råvarer, som, vi ved, er fri for pesticider og medicinrester.