Spis i kampen mod kræft
Ni aarhusianske restauranter går sammen og tilbyder billig mad og støtte til kampen mod kræft
DinnerBooking og Kræftens Bekæmpelse er gået sammen i kampen mod kræft. Her har de allieret sig med ni aarhusianske restauranter, der har et tilbud til de spisende gæster.
Fra den 1. til den 7. juni kan man nemlig få en skræddersyet 3-retters menu på en af de ni restauranter til 250 kroner. De 40 af kronerne går så ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Der er flere anerkendte aarhusianske spisesteder, der deltager i den såkaldte restaurantfestival, som arrangørerne kalder Spis & Støt.
Se: Aarhus får Michelin-stjerner
Det drejer sig om Restaurant KöD, Restaurant ET, Globen Flakket, Grappa Al Porto, La Pyramide, Pondus, The Grill, Spiselauget og Slap Af.
- Kræft er en af de sygdomme, som flest mennesker dør af i Danmark, og vi bliver alle på et eller andet tidspunkt i livet berørt af den - enten som patient eller pårørende. Derfor håber vi, at så mange danskere som muligt vil besøge restauranterne og nyde en dejlig middag i uge 23 samtidig med, at de støtter vores arbejde med at bekæmpe kræft" siger Lise Atzen Bjerregaard, chef for events i Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.