Spionsag kan trække ud

Sagen om århusianeren, der er tiltalt for spionage i Israel, kan meget vel strække sig over et helt år.

En dansk statsborger, der er født i Libanon, men bor i Århus, blev i går præsenteret for et anklageskrift i retten i Tel Aviv.

Danskeren er blandt andet anklaget for at hjælpe Israels fjende i krigstid. Den maksimale strafferamme er fængsel på livstid, men israelske retsjournalister vurderer, at danskeren får en mildere dom.

Det israelske justitsministerium oplyser, at sagen meget vel kan strække sig over et helt år. Anklagerne går på, at den danske statsborger skal have sluttet sig til terrororganisationen Hizbollah under et besøg hos sin bror i Libanon sidste år.

Ifølge anklageskriftet betalte Hizbollah danskeren 2000 amerikanske dollar for at rejse til Israel for at spionere og filme israelske sikkerhedsanlæg.

Den 39-årige århusianer har nægtet at have gjort noget galt. /ritzau/