Spillestedet V58 lukker
Legendarisk spillested lukker - igen
Siden 1966 har adressen Vestergade 58 i Aarhus - med pauser ind i mellem - været kendt som scene for livemusik. Nu lukker den seneste ejer stedet ned.
Efter tre år med fest, dans og musik må det aarhusianske koncertsted V58 dreje nøglen om. Den sidste åbningsdag bliver fredag den 28. juni, hvor V58 holder en stor lukkefest.
- For mig har det været tre fantastisk spændende år, og et kapitel i mit liv jeg aldrig vil glemme, derfor vil jeg gerne have, at vi slutter af på en måde, som vi kan være stolte af. Jeg vil gerne give en sidste gave til Aarhus, inden vi lukker og slukker, fortæller ejer Ejner Miranda-Dam på spillestedets Facebookside.
Selvom det har været en hård beslutning at sige stop, har det for Ejner Miranda-Dam været prioritering af familien, der i sidste ende gjorde udslaget.
- Selvom jeg er glad for V58, har jeg en kone og en lille datter, som V58 aldrig kan konkurrere med. De økonomiske forudsætninger man i dag driver et privat spillested under, har betydet at jeg ikke har haft tid til at holde fri og prioritere min familie. Det laver jeg nu om på.
Hvad der i fremtiden kommer til at ske med bygningerne på V58 er stadig uvist, men der forhandles med mulige arvtagere, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Ejner har et klart ønske om, at V58 drives videre i samme ånd og forsat tilbyder aarhusianerne alternative kulturelle oplevelser, fremgår det af meddelelsen.