Spillermøde i Randers: Vi må aldrig gå ned på indstillingen

I morges mødtes spillere og trænere i Randers FC til et ekstraordinært møde ovenpå nederlaget til OB

01:40

De er klare i spyttet i Randers FC i dag efter gårdagens nederlag mod OB på Fyn. Indstillingen og de velkendte kronjyske dyder var ikke til stede.

- De her dyder med, at man gerne vil trække et gult kort frem for, at OB scorer, dem skal vi have fundet frem. Vi må aldrig gå ned på indstillingen. Det var alarmerende, siger Mads Agesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Ny Randers FC-nedtur: Fik klø i Odense

Det rent spillemæssige var han dog ikke så bekymret over.

- Det er let at pege på, hvad vi gjorde forkert. Det havde været noget andet, hvis vi blev spillet ud af brættet, men det synes jeg ikke, siger forsvarsspilleren.

Må ikke blive for lette at score imod
For at få snakket kampen igennem og finde det rette fokus på indstillingen og vildskab frem igen, holdt Randers FC tirsdag morgen et længere møde. Her blev alle enige om, hvad der skal til for at holde en plads i top 6, som giver adgang til medaljespillet.

- Nu tager vi det som en udfordring, at der er kommet hård konkurrence om top 6. Vi må acceptere, at vi har smidt føringen væk, forklarer Kasper Fisker til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Fenger siger farvel: Randers-anfører rykker til Sverige

For Mads Agesen handler det primært om, at spillerne skal være bevidste om, hvad Randers FC er gode til, og hvad man ikke er gode til.

- Vi vil gerne spille fint og offensivt fodbold, men det må ikke have den konsekvens, at vi bliver for lette at score imod, siger han.

Du kan se interviews med de to spillere øverst på siden.