Spillere i Silkeborg IF gør oprør
Ballade i SAS Liga-klubben Silkeborg, hvor spillerne har klaget over cheftræner Viggo Jensen.
Efter fem år med Viggo Jensen som cheftræner i Silkeborg er der opstået revner i forholdet mellem træner og spillere i SAS Ligaklubben. Det skriver dagbladet B.T. tirsdag.
I forlængelse af en sæsonstart med én sejr og hele fem nederlag er frustrationerne steget til et niveau, hvor flere spillere har henvendt sig til klubledelsen for at gøre opmærksom på problemet.
- Jeg har haft et møde med nogle af spillerne og blandt andet deres repræsentant Thomas Poulsen, der indtil klubskiftet til Viborg i sidste uge var anfører. Selvfølgelig kan man ikke sige til alle klagepunkterne, at det laver vi naturligvis om, siger Silkeborgs direktør, Claus Christensen.
Den tidligere anfører Thomas Poulsen bekræfter historien overfor avisen.
- Jeg har påpeget nogle ting, som spillerne og jeg syntes kunne være anderledes, siger han.