Spiller med stor selvtillid

Randers-målscorer er glad for klubskifte

Foto: Flemming W. Thomsen (foto@2188.dk)

For få måneder siden spillede Kasper Fisker i 1. division for Hobro. Søndag scorede Randers-spilleren i Parken i 1-1-kampen mod FC København.

- Jeg spiller med rigtig stor selvtillid, og jeg synes, at jeg skal score. Jeg var utilfreds med, at jeg ikke havde fået scoret, fordi vi havde brændt en del chancer, siger Kasper Fisker.

Han er glad for sceneskiftet fra kampene i den næstbedste række til for første gang at stå i Parken og spille lige op med FCK.

- Det er en fed situation. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for. For mig er det ikke noget, som kommer så uventet. Det kan lyde lidt smart at sige, men det er noget, jeg har arbejdet rigtigt hårdt for.

- Jeg har prøvet at møde nogle superligaklubber, da jeg spillede for Hobro. Og jeg følte sgu altid, at jeg kunne være med. Og jeg er blevet ved med at bygge på.

- I år har jeg bevist, at jeg kan være med. Indtil videre i fem kampe, og nu må jeg bevise, at jeg kan være med i de sidste 10 kampe, siger Kasper Fisker.

I teorien kan Randers og Hobro bytte plads i hver sin række efter denne sæson. Og var det så det rigtige klubskifte?

- Det spørgsmål har jeg hørt mange gange. Og selvfølgelig er det en mulighed, det er klart.

- Jeg håber på, at Hobro rykker op, men stadig vil jeg sige, at skiftet til Randers og dette forår har været en drømmestart for mig personligt. Det er en meget større klub - uden at forklejne Hobro. Men det ved alle.

- Så jeg håber bestemt det bedste for Hobro, og det håber jeg bestemt også for Randers, lyder det fra Kasper Fisker.

Søndagens uafgjorte resultat betød, at Randers kom lidt væk fra bunden, men det kunne have været endnu bedre.

- 1-1 var vi godt tilfredse med. Men der er ikke jubelstemning, selv om vi spillede en rigtig god kamp. For vi følte, at vi kunne have fået mere med.

- Men når man kommer bagud i Parken, så skal man være tilfreds med et point, siger Kasper Fisker.

- Det betød noget mentalt at komme over stregen. Vi skal koncentrere os om at få point, fordi de hold, der er nederst, de vinder over de hold, som er øverst. Så det gælder om at få skrabet nogle point sammen og komme væk fra den bund.

- Og et point i Parken er bedre end nul, konstaterer Kasper Fisker.