Spiller for Filippinerne
Café afholder støttekoncert med kendte navne
Selvom det ligger meget langt fra Danmark, er der stor grund til at støtte katastrofen i Filippinerne.
Det mener en caféejer fra Horsens, som har valgt at lave en støttekoncert for at samle penge ind til orkanens ofre. Det skriver Horsens Folkeblad.
Støttekoncerten bliver afholdt den 1. december på Café Gran i Horsens. Her vil Rasmus Nøhr, Thomas Buttenchøn og Esben Kronborg optræde for de gløggdrikkende og æbleskivespisende gæster.
- Hvem ville ikke gerne "adventshygge" med familie og venner i selskab med Rasmus Nøhr og vores hjemmelavede hvide gløgg og æbleskiver, siger caféejer Claus Hald til Horsens Folkeblad.
Støttekoncerten starter klokken. 14.30 og slutter klokken 18.00.
Alle pengene fra arrangementet går ubeskåret til Røde Kors' nødhjælpsarbejde.