Spillemandstræf mangler unge harmonikaspillere
Harmonikatræf kan tiltrække 500, men her efterspørger man stadig flere unge til at føre instrumentet videre.
Jette Demant har spillet harmonika, siden hun var otte år gammel. I dag er hun 60, og hun er lige så vild med instrumentet, der har fulgt hende næsten hele livet.
- Det er et herligt instrument, som man kan mange ting med, fortæller Jette Demant fra Vissenbjerg.
Læs også
De kommer i alverdens farver og kan koste lige fra 500 kroner til over 50.000.
- Man kan få den til at lyde som et orgel, hvis man gerne vil have det. Og man kan få den til at lyde som en violin eller guitar, siger Jette Demant til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Omkring 500 er samlet i Forum Horsens, hvor de i 12 timer giver den fuld gas på harmonikaerne.
- Det er et af verdens allermest fantastiske instrumenter. Det kan det hele, fortæller spillemand John Nybo Hansen fra Horsens, som er 70 år og har spillet i 25 år.
Flere unge skal trække instrumentet videre
Horsens Harmonika- og Spillemandstræf trækker fulde huse fra nær og fjern, men alligevel så er der en særlig aldersgruppe, de savner.
- Vi ser da gerne, at der kommer nogle flere unge mennesker. Det er for at bevare og stadigvæk have nogle dygtige og habile harmonikaspillere, fortæller arrangør af træffet Knud Erik Kristensen.
Og der skal gøres mere for at få de unge til at interessere sig for musik, mener mange her – inklusiv Jette Demant.
- Børn skal lære at spille harmonikamusik. Jeg er positiv og siger, at det kommer på et eller andet tidspunkt, hvor harmonikaen bliver taget frem igen. Det er jeg sikker på.
Og Knud Erik Kristensen er enig i, at der nok skal komme flere unge på et tidspunkt.
- Jeg mener ikke, at det er en umulig opgave. Det skal lykkes, siger Knud Erik Kristensen.