Spillefuglene tror på Aarhus i Dronningens nytårstale
Nytårsaften kl. 18 taler Dronning Margrethe traditionen tro til folket, og mange spiller på, at hun i den tale nævner Aarhus
Det er efterhånden blevet normalt at gamble på, hvad landets dronning siger i sin nytårstale nytårsaften. I år er det særdeles populært at spille på ord som 'Aarhus' og 'Kulturhovedstad'. Det fortæller bettingfirmaet NordicBet.
De førnævnte ord er de mest spillede efterfulgt af 'Prins Joachim'.
- Nytårstalen er notorisk svær for os at spå om. Vores kunder har som regel en skarpere fornemmelse for, hvad Dronningen har på dagsordenen, så vi er naturligvis spændte på, om de har spået rigtigt. Vi har da også måtte halvere oddset på 'Aarhus', da der er en stor tro på, at byen igen i år bliver nævnt, siger pressechef hos NordicBet, Thomas Holm.
I skrivende stund får man odds 1,75 og 1,85 på 'Aarhus' og 'Kulturhovedstad'.
Læs også
- Vi har også en del spillere, der tror, at talen bliver historisk. Vi får en del indskud på, at Dronningen benytter talen til at abdicere som den første monark nogensinde, ligesom vi modtager en del på, at 'Søens folk' nævnes. Det vil i så fald være første gang, at Hendes Majestæt bruger lige præcis den vending, siger Thomas Holm.
Også Danske Spil tilbyder spil på nytårstalen, og det mest spillede ord her er 'Søens Folk' til odds 10, men også Aarhus er populær (både med dobbelt-a og bolle-å), ligesom Ghana er med i puljen blandt de 10 mest spillede ord. Begge ord ligger til odds 1,50, og der er da også gode muligheder for, at Dronningen nævner lige præcis de to ord, hvis man spørger Danske Spils oddssættere.
- Aarhus har været europæisk kulturhovedstad i år, og Hendes Majestæt er også protektor for byen, så derfor forventer vi også, at hun nævner Aarhus i hendes nytårstale, ligesom vi forventer, hun nævner Ghana, da hun var på statsbesøg tidligere på året, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil.
Top 10 mest spillede ord
Søens Folk (odds 10)
Århus/Aarhus (odds 1,50)
Bitcoin (Odds 25)
Ghana (Odds 1,50)
Nytårsaften (Odds 1,08)
Kulturhovedstad (Odds 1,65)
Kvindelandsholdet (Odds 18)
E-sport (odds 15)
En del af noget større (Odds 75)
#Metoo (Odds 50)