Spillede violin som fireårig
16-årig fra Malling har netop vundet en talentpris
Kirse Westerberg er en blandt fire søskende fra Malling, der alle spiller violin. Og hvis bare Kirses søskende er halvt så gode som hende, så kan mor og far godt være stolte. Kirse har nemlig netop vundet en talentpris for sin håndtering af violinen.
Søndag mødtes unge fra hele Midtjylland til regionsfinalen i Unge Spiller Klassisk. Det begyndte med 80 talentfulde solister, og i søndags var der 15 tilbage. Blandt vinderne var 16-årige Kirse Westerberg, der fik Sydbanks Talentpris på 4.000 kr.
Og hun er ikke kommet sovende til sit talent, fortæller hun tirsdag i Go' Aften Østjylland. Hver dag øver hun to til tre timer.
- Der må prioriteres rigtig meget, også hvad angår lektier. Det er noget af et puslespil nogle gange at få det hele til at passe sammen, siger hun.
Vi leve af violinen
Kirse Westerberg går til dagligt på Musikalsk Grundkursus, som er en forskole til musikkonservatoriet. Hun satser på, at hun i fremtiden kan leve af at spille violin.
- Det tænker jeg da. Der er selvfølgelig lang vej, men ind til videre er det da den vej jeg vil gå, siger hun.
I klippet herover kan du se hele interviewet og høre Kirse spille Stykket Méditation Fra Tchaikovskys Souvenir D'un Lieu Cher. Du kan også se det i Go' Aften Østjylland tirsdag kl. 18.20, 20.30 og 23.30.