Spiddet af autoværn
En 48-årig mand fra Ry svæver i livsfare efter en voldsom eneulykke natten til lørdag.
18. dec 2004, kl. 12:07
Mere end 30 dage gammel
Ifølge politiet i Horsens skete ulykken på Horsensvej nord for
byen ved halv to-tiden. Formentlig på grund af glat føre mistede
manden fra Ry kontrollen over sin bil, netop som han var på vej
hen over en lille bro, der fører over Gudenåen.
Bilen bragede ind i autoværnet, der blev revet op, og en af
stålstiverne gik tværs gennem den venstre fordør og spiddede
manden fast.
Han var dog ved bevidsthed og kunne få en arm ud af vinduet og
praje en bilist, der kort efter kom forbi. Det lykkedes det
tilkaldte redningsmandskab at få skåret den hårdt kvæstede
bilist fri, og han blev overført til Århus, hvor han lørdag
formiddag endnu var i livsfare.
/ritzau/