Spektrum skal have ny chef
Kurt Christensen stopper ved årsskiftet
Spektrum i Odder skal have ny centerleder.
Det står klart, efter Kurt Christensen har meddelt, at han stopper sit virke som leder i Spektrum i Odder, når 2014 bliver til 2015, da han ønsker at have mere tid til familien.
- Det sker, fordi jeg ønsker at få mere tid til mig selv, mine børnebørn og den øvrige familie. Det har været en fantastisk tid i Spektrum, men også en hård tid. Derfor finder jeg, at tiden er inde til at takke af og give plads for nye kræfter, siger 62-årige Kurt Christensen.
Kurt Christensen har styret det store anlæg, der tæller haller, multihal, svømmehal og andet, siden 2006.
- Kurt har været en fantastisk centerleder. Vi vil nu hen over sommeren overveje, hvordan vi skal komme videre fra 1. januar. Det er heldigvis et meget attraktivt job, vi kan tilbyde, men måske kan det gøres endnu mere attraktivt. Det må vi se på i de kommende måneder, siger Allan Pedersen fra Spektrums bestyrelse.