Spejlglat morgen: 12 uheld i samme rundkørsel

Glatte veje har ført til 17 trafikuheld i Østjylland i løbet af kort tid

00:11

Hele 12 biler er onsdag morgen havareret i den samme rundkørsel.

Det drejer sig om rundkørslen ved Lystrup-afkørslen på Djurslandsmotorvejen.

Uheldene er sket stort set på samme tid, og rundkørslen er spejlglat, oplyser Østjyllands Politi.

- Det sker nærmest lige på en gang, men uafhængigt af hinanden. Det starter med, at en bil kører galt og rammer autoværnet og så sker der samme flere gange for de næste, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til tv2.dk. 

Læs også Kør forsigtigt: Risiko for glatte veje i Østjylland

Der er alt i alt sket i 17 trafikuheld på under en time i Østjylland.

Ingen af uheldene har umiddelbart medført alvorlig personskade.

Politiet advarer mod forholdene og opfordrer bilisterne til at køre meget forsigtigt.

- Kombinationen af, at man har skiftet sine vinterdæk ud, og at det på det seneste har været rigtig tørt, betyder, at forholdene er rigtigt farlige, siger Per Bennekov.

Det var her i rundkørslen, at 12 biler havarerede onsdag morgen.  Foto: Google Maps

I Sydøstjyllands Politikreds, hvor Horsens og Skanderborg hører under, er der sket en håndfuld trafikuheld i løbet af den tidlige morgenstund.

Rute 30 Vestvejen var helt spærret i begge retninger ved Korning i flere timer på grund af et uheld.

Vejdirektoratet oplyser klokken 08.30, at vejen netop er genåbnet.