Spejdermuseum i kulkælderen
Silkeborgs spejdermuseum opgiver nu at udstille efter, at man er blevet flyttet til en kælder på Nordre Skole.
- Vi er havnet i en kælder sort som kul, allerdybest nede! Sådan siger formanden Silkeborg Spejder- og Gildemuseum, John-B. Hahn, til Midtjyllands Avis.
Museet er blevet flyttet til et sikringsrum på Nordre Skole, og det betyder ifølge Midtjyllands Avis, at museet ikke længere får besøgende, for kælderen er uden vinduer og ganske ucharmerende.
- Så vi håber, at det kommende byråd efter valget vil se på museets lokaleproblemer med lidt mere spejdervenlige øjne og gøre en kraftig indsats for at finde et mere værdigt udstillingssted for de næsten 3000 effekter, som vi har samlet omkring den snart 100-årige historie om spejderne i byen, siger John-B. Hahn.
Museet blev stiftet i år 2000.